CTR er en forkortelse for Click Through Rate – eller klikrate, som det hedder på dansk. Begrebet dækker over, hvor mange procent der klikker på din annonce. En høj CTR giver en god indikation af, at brugerne ser dine annoncer som værende brugbare og relevante.

CTR er et procenttal, der angiver, hvor ofte de personer, som ser din annonce, ender med at klikke på den. Dermed giver klikraten dig et indblik i kvaliteten og populariteten af dine annoncer.

Du udregner klikraten ved brug af denne formel: (Antal klik/Antal visninger)∗100= %

Lad os tage et eksempel:

Du har haft 100 annoncevisninger på din kampagne, og 10 personer har klikket på din annonce. Det giver en CTR på 10%.

Hvornår er en CTR god?

Det er svært at sige helt konkret, hvornår en CTR er god. Det afhænger nemlig af flere forskellige ting – såsom branche, målgruppe samt hvilken type annoncering der er tale om.

Bannerannoncering
Hvis vi tager udgangspunkt i bannerannoncering, er det meget normalt at have en CTR, der er under 1%. Vi bliver konstant udsat for push-annoncering i form af bannere på de websites, vi besøger, og det får de fleste brugere til at opbygge en bannerblindhed.

Google Ads Ser vi derimod på annoncering via Google Ads, vil en god Click Through Rate være på omkring 20-30%, såfremt kampagnerne er sat korrekt og grundigt op. En CTR på 1% i dette tilfælde vil være så dårlig, at du risikerer, at din annonce slet ikke bliver vist.

Nyhedsbrev
Har du et nyhedsbrev, hvor du udsender personlige og højtsegmenterede nyhedsmails til dine kunder, vil en tilfredsstillende klikrate være omkring 15-30%.

Organisk / SEO
I forhold til de organiske resultater vil det ofte være godt at have en CTR på over 5%, med mindre dit site er placeret som nummer et i resultaterne – i så fald kan du nærmere forvente, at den ligger på 10-20%.

Dog er det vigtigt at bemærke, at du ikke kan regne med, at det ser præcis sådan ud for netop din branche. Det skyldes, at der kan være stor forskel på, hvordan brugerne reagerer og klikker.

Derfor er en høj klikrate vigtig

For at du kan sælge dine produkter eller services, er det nødvendigt, at din målgruppe klikker sig ind på din hjemmeside. Derfor er det vigtigt, at dine annoncer er fængende og relevante for netop den målgruppe, du ønsker at tiltrække til dit site.

Ligeledes er det vigtigt, at du laver nogle gode og unikke titles og meta descriptions med klikappel, som inviterer brugerne ind på dit site. Her er det vigtigt at fokusere på de fordele, der får din virksomhed til at skille sig ud, så brugerne vælger dit site fremfor konkurrenternes.

En god CTR har en positiv effekt på dit kvalitetsresultat, hvilket betyder, at du opnår en lavere klikpris og en forbedret position i Google. Og med en højere position i Google vil du kunne hæve din CTR yderligere.

Kontakt os gerne for en uforpligtende snak, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til at optimere din virksomheds online markedsføring.

Comments are closed.